Henrik Ibsens skrifter

Jeg håber De godhedsfuldt undskylder at jeg endnu en gang ulejliger Dem med nogle ord i anledning af ​ «Rosmersholm».

Det er navnlig rektor Kroll, det gælder. Efter hvad aviserne beretter må jeg antage at ​denne karakter er bleven misforstået eller urigtig gengivet ved opførelsen på Bergens teater.

Nu frygter jeg visstnok ikke egentlig for noget lignende i Kristiania. Men det kan jo ikke skade at jeg ​kortelig antyder, hvorledes jeg har sét denne skikkelse.

Rektor Kroll er en myndig natur med en stærkt udviklet herskelyst, således, som en skolebestyrers stilling gerne fører det med sig. Naturligvis er han af god familje. Major Rosmers søn blir jo gift med Krolls søster. Rektoren har altså den belevne embedsmands manérer. Til trods for nogen ​ilterhed, der nu og da kommer til udbrud, er hans omgangstone behagelig og forekommende. Han kan være elskværdig når han lægger an på det eller han er sammen med mennesker, som han synes godt om. Men det må vel lægges mærke til at han kun synes godt om dem, der er hans meningsfæller. De andre irriterer ham og mod dem blir han da let hensynsløs og et drag af ondskab kommer frem hos ham. Hans ydre er distingveret. Han er fint antrukken, i sort. Frakken nåer ned til knæerne men heller ikke længere. Han bærer ​hvidt halstørklæde af de store efter den ældre mode, der går to gange om halsen. Altså ikke slips. Hans antræk forklarer at Ulrik Brendel først tar ham for pastor Rosmer og derefter for en «embedsbroder» af denne.

I første akt bærer Rosmer også sort frakke men grå benklæder og slips eller ​kravatte af samme farve. I tredje og altså også i fjerde akt er han derimod helt sortklædt.

Rebekka må endelig ikke i sit væsen bære præg af noget bydende eller mandhaftigt. Hun tvinger ikke Rosmer fremad. Hun lokker ham. Noget behersket, en stille bestemthed, hører hendes karaktér til.

De øvrige personer i stykket kan vel neppe tages fejl af. Jeg skal derfor ikke udtale mig nærmere om dem her men er for resten gerne beredt til at besvare enhver forespørgsel, der måtte blive rettet til mig om et eller andet, der kunde synes tvilsomt.